Bestyrelsen vil med dette nyhedsbrev gerne ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.
Året er på grund af Coronasituationen bestemt ikke gået, som vi havde ønsket. Den varslede generalforsamling den 11. januar 2022 bliver aflyst, ligesom sommerfesten blev det. Men vi fik dog trods alt gennemført en – synes vi – rigtig god arbejdslørdag, hvor alle hyggede sig og fik sig nogle gode snakke med naboerne. Sidst og ikke mindst, så glæder vi os også over udbygningen af den vestlige legeplads, som nu er afsluttet.
I det følgende vil vi gerne informere lidt mere om:
Aflysning af generalforsamling
Forebyggelse af indbrud
Status for fibernet
Nyt om byggeriet hos Ullerødgård
1. Aflysning af generalforsamling
Som sagt, så havde vi varslet generalforsamling den 11. januar 2022. Der er nu kommet nye coronarestriktioner, så til og med 5. januar 2022 må foreningsaktiviteter ikke finde sted og kulturhuse skal holde lukket t.o.m. 16.1., hvorfor vi ikke kan få et lokale til afholdelse af generalforsamling. Og meget tyder på, at disse restriktioner kan blive forlænget.
Så tidligst 17.1. kan vi få et lokale, og det er ikke muligt nu, at reservere ét. Der skal også kaldes ind til generalforsamling med minimum tre ugers varsel. Dvs. vi kan i allerbedste fald afholde generalforsamling midt i februar, 2½ måned før næste generalforsamling.
Det er også et moralsk spørgsmål, om vi kan tillade os at afholde generalforsamling, når så store dele af samfundet skal lukke ned. Det giver ikke mening at afholde en generalforsamling 1-2 måneder før næste ordinære generalforsamling til maj. Derfor har bestyrelsen besluttet helt af aflyse generalforsamlingen for 2021.
Det største problem er, at vi ikke har et godkendt budget for 2022, men vi agter ikke at afholde udgifter til andet end nødvendig daglig drift inden maj. Dog kan vi godt finde på at afholde fastelavnsfest i februar, hvis coronasituationen tillader det. Det er trods alt udendørs. Vi har det næste bestyrelsesmøde den 19. januar og her vil vi vurdere om fastelavnsfesten kan gennemføres på forsvarlig vis.
Regnskab 2020/budget 2022 er som tidligere meddelt blevet lagt på hjemmesiden i maj måned i år. Som det fremgår af budgettet, så fastholdes kontingentet på samme beløb som 2021.
Vi vil gerne bede om, hvis man har spørgsmål/kommentarer til eller indvendinger mod budgettet, at man så sender en e-mail herom til bestyrelsen senest 1. januar 2022.
2. Forebyggelse af indbrud
Nabohjælp: Vi har opgivet at få kommunens tilladelse til opsætning af nabohjælpskilte, men har nu fået bestilt 4 stk. skilte, men ikke fået dem leveret endnu. Vi har endnu ikke planlagt, hvordan og af hvem de kan sættes op. Men en arbejdslørdag i foråret vil være et godt bud. Men skiltene gør det ikke alene, det kræver også at en stor del af grundejerne støtter op om det og tilmelder sig Nabohjælp. Og det kan man sagtens gøre allerede nu, før skiltene er sat op.
Observationer i området: Vi har fra Karsten Sternberg fået følgende e-mail, som vi hermed både støtter op om og viderebringer:
Hej formand
Så er det ved at være tid til at arbejde sammen igen. Juletiden byder på fremmede mennesker hos os i kvarteret.
Vi har i dag d 15/12 spottet den første bil og skræmt dem væk med at gå frem til dem Nr. 228-229-231 arbejder sammen på vores vej.
Vil du skrive ud at folk endelig må ringe hvis de skal væk eller skrive ud på nabohjælp Vi skal have stoppet dette nu så alle kan få en god jul
De bedste hilsner
Kasper Sternberg i nr. 228 Tlf. 39672121 Mobil. 29360995
3. Status for fibernet
Bestyrelsen er ikke løbende blevet informeret af TDC om fremdriften af fibernetinstallationen, så vi ved stort set ikke mere end I gør. Vores kontaktperson hos TDC er heller ikke ansat i firmaet mere. Dog fik vi på et tidspunkt i sommer at vide, at de har travlt over hele Nordsjælland med at lægge fibernet ned, så vi skulle regne med, at der ville gå mindst et halvt år fra de er færdige med ringledningen før de starter på stikledningerne. Dvs. de starter tidligst til marts-april med stikledningerne.
Hvad angår priser og aftaler, så er vi heller ikke blevet informeret herom af TDC. Men det kan da ikke udelukkes, at der kan være fordele for os ved at vi laver en kollektiv aftale herom.
Den 16. november fik vi en e-mail fra Nordkystens Entreprenørfirma A/S, hvor de med kun tre dages varsel indbød os til at deltage i en afleveringsforretning for området. Det var ikke muligt for os at deltage med så kort varsel. Bestyrelsen har fået flere henvendelser om mangler efter gravearbejdet og vi har også selv observeret nogle fejl. Vi vil gerne sende en samlet mangelliste ind til Nordkysten.
Derfor bedes du, hvis du har observeret fejl/mangler sende en e-mail til bestyrelsen herom senest 1. januar 2022 – og gerne med foto som dokumentation.
4. Nyt om byggeriet hos Ullerødgård
På dette område er det indtil videre gået, som vi gerne vil have det. Vi har haft et godt samarbejde med de øvrige involverede grundejerforeninger og har også haft en gruppe politikere på besøg.
Vores opfattelse er, at vi af kommunen er blevet hørt på og der er stor forståelse for vore bekymringer. Det blev direkte sagt, at projektet ingen gang har på jorden – dog uden at vi har kunnet få noget skriftligt. Projektet med en evt. ny lokalplan er blevet nedprioriteret af kommunen og står pt. på standby.
En mere uddybende orientering kan du finde i det efterfølgende indlæg længere nede på siden.
Vi har haft et godt samarbejde med de øvrige involverede grundejerforeninger og har også haft en gruppe politikere fra Fredensborg Kommunes byråd på besøg.
Vores opfattelse er, at vi af kommunen er blevet hørt på og der er stor forståelse for vore bekymringer. Det blev direkte sagt, at projektet ikke har nogen gang på jorden – dog uden at vi har kunnet få noget skriftligt. Projektet med en evt. ny lokalplan er blevet nedprioriteret af kommunen og står pt. på standby.
D. 8.7.21
Vi har jævnligt afholdt møder med de andre grundejerforeninger for at vende Lågegyde 51-sagen.
Det nye i sagen er, at vi i juni måned har modtaget en ny aktindsigt, som viser projektet i sin fulde udfoldelse.
Kort fortalt ser projektet ud til at være mere omfattende end frygtet. 3-4 plans huse med altaner/terrasser i 3 sals højde! (se tegning nedenfor)
Vi har ligeledes afholdt et møde med Cordsen Ejendomme i juni. Vi blev inviteret af dem og vi valgte at takke ja, da vi netop havde aftalt at tage kontakt og forsøge at gå i dialog.
Der kom ikke særligt meget ud af mødet rent indrømmelsesmæssigt. Men vi fik fremført selvsamme synspunkter og bekymringer, som Søren ytrede ved vores foretræde for Plan- Miljø og Klimaudvalget d. 10. maj.
Vi har besluttede at sende en spidsformuleret beskrivelse af vores bekymringer samt projektet i sin fulde udfoldelse (det vi modtog via vores aktindsigt) til alle politikerne som er medlem af Plan- Miljø og Klimaudvalget. På den måde gav vi dem en mulighed for at være klædt så godt som muligt på inden mødet i august 2021, hvor udvalget skulle beslutte, om man ønskede at gå videre med behandlingen af ønsket om en ny lokalplan for området Lågegyde 51.
Derudover timede vi et indlæg i forhold til kommunalvalget i efteråret, hvor vi vil fremhæve en tidligere skandale sag for Fredensborg kommune – den såkaldte blok 5 sag, som netop i år har 10års jubilæum og kostede kommunen et to cifret millionbeløb. Der er mange lighedspunkter i sagen i forhold til byggehøjde, niveauforskellige i terræn samt indsigtsgener (jf. billedet i nedenstående linket artikel).
Vi har haft et besøg af Plan- Miljø og Klimaudvalget efter at vi skrev og tilbød dem at komme forbi i vores område til en rundering. Besøget kom i stand efter Rasmus (Nord) skrev ud til udvalgets medlemmer og Hanne Berg efterfølgende foreslog en besigtigelse.
Tilstede var:
Lars Simonsen (B), Thomas von Jessen (C), Hanne Berg (F), Carsten Bo Nielsen (V) samt Ergin Øzer & Carsten Nielsen (begge A). Til stede fra os var Jens & Søren (Øst), Anders (Nord), Lars (Øst II) samt Troels Vastrup fra Dådyrvænget.
De ankom ret spredt, så de fik mulighed for at komme med egne holdninger. Og de sagde alle – også inden snak med os – stort set ordret de samme ting.
Vi blev efterladt med en rigtig god fornemmelse.
Os fra gruppen var efterfølgende enige om nedenstående opfattelse af deres holdninger:
Den eksisterende lokalplan er udgangspunkt for hvad der skal ske på arealet,
Det projekt fra Cordsen vi har modtaget, har ingen gang på jord,
der kommer ikke 2-4 etager, men de var ikke alle afvisende overfor f.eks. 1½ plan i fald det ikke generede naboer,
Indkig og hensyn til nuværende naboer vægtede højest,
Sidst, men ikke mindst: Udvalgets medlemmer var enige og holdningerne blev sagt igen og igen. Og blev ridset op af udvalgsformanden flere gange og godkendt af de øvrige medlemmer.
Vi forsøgte efterfølgende at få dem til at bekræfte ovenstående opfattelse på skrift, men her har udvalgsmedlemmer ikke vendt tilbage
Den følgende tekst var oprindeligt et skriv, vi (grundejerforeningerne) havde tænkt os at sende til kommunen, men indholdet blev i stedet for fremført mundtligt under politikerbesøget:
Problematiske aspekter i projektet
Baggrund
Det eksisterende plangrundlag er lokalplan nr. 90 vedtaget af 28. maj 1998. Denne beskriver meget detaljeret, hvorledes området tænkes udbygget som en fortsættelse af eksisterende villakvarter med i alt 23 nye villaer i ét plan. De 4 første huse blev færdige omkring 2001, hvorimod de efterfølgende 19 stadig udestår. Lokalplanen beskriver også, hvor store grunde skal være, hvorledes fællesområdet skal etableres etc.
Lokalplanen omfatter 5 matrikler: de 4 nye huse samt Ullerødgård. Sidstnævnte fik ny ejer (F. Cordsen Ejendomme ApS) i 2021, og denne har nu fremlagt ønske om byggeri af 120 boliger i 2-4½ plan – på områdets højeste punkt – og derfor også et ønske om en ny lokalplan.
Vores svar er klart og simpelt: nej. Den nuværende lokalplan er glimrende, og der skal meget tunge grunde til at ændre plangrundlag for borgere, der har købt ind i det. Nedenfor gennemgås nogle af de mest problematiske aspekter i projektet.
Indkig og højde på byggeri
Det fremlagte projekt har boliger fra 2 til 4½ plan placeret på området højeste punkt, i et område som er udlagt til 1 plan og med villaer som naboer. Villaer, som er bygget og placeret på grundene i forventning om, at de kommende naboer også vil være villaer.
Derfor vil det i praksis være umuligt at placere boliger i flere plan på grunden, uden at dette giver gener for nuværende beboere. Dette forværres yderligere af planer om terrasser på 1. sal vendt direkte mod naboers haver. Man kan se et eksempel på fortiden synder her: https://sn.dk/Fredensborg/Tilbageblik-10-aars-dag-for-nedrivning-af-blok-5/artikel/1368677.
Normalt kalder man en bolig på 4½ etage for et højhus eller en boligblok. Er det den type byggeri der skal fortsætte løftet af Kokkedal væk fra dets gamle ry? Eller har vi brug for kvalitet, børnefamilier og tryghed for boligejerne?
Det er meget svært at forestille sig et kompromis her, da alt over 1 plan er en stor udfordring for de eksisterende boligejere.
Trafik generelt
Lokalplanen angiver, at udvidelsen med de 19 resterende villaer skal ske via hhv. Dådyrvænget og Hjortevænget. Mens dette ikke er ideelt, så har vi over 20 år vidst, at det ville komme.
Projektet indbefatter dog 120 boliger, hvilket er komplet umuligt at forestille sig afviklet af de eksisterende villaveje.
Cordsen Ejendomme har tidligt i processen også indset dette og planlægger derfor trafikken afviklet via Lågegyde. Mens det fjerner trafikken fra vores område, så medfører det endnu mere trafik på Lågegyde som i forvejen er belastet og trafikalt udfordret mht. cyklister på den nedre strækning – en udfordring som ikke ser ud til at have en snarlig løsning efter vejdirektoratet tabte ekspropriationssagen imod stutteriet. Desuden er der den udfordring, at Hørsholm Kommune ejer arealerne, som vil skulle benyttes som tilkørsel til Lågegyde. Hvad hvis de siger nej, hvor ender trafikken så?
Hvis trafikken afvikles via lågegyde, så vil man nok fra vores side kunne acceptere dette.
Trafik – omfartsvej op ad naboers hække og soveværelser
Det er meget tydeligt, at Cordsens projekt ikke har skænket naboerne mange tanker, men få steder er det så tydeligt som med den ensrettede omfartsvej der planlægges. Mens det måske giver en ok afvikling af trafikken inde på deres grund, så fører det alle biler forbi 6 huse på Hjortevænget og Dådyrvænget. Alle biler. På en vej anlagt lige op af deres hække og få meter fra soveværelser!
Ydermere, så er der langs vejen tilmed placeret p-pladser. Dette er gjort for at leve op til kommunens p-norm og samtidig ikke have p-pladserne ved siden af de boliger, som man jo skal sælge. Med andre ord, igen et eksempel på, at naboerne betaler prisen.
Det er meget svært at forestille sig et kompromis her, den vej skal væk fra naboerne.
Områdets karakter og eksisterende plangrundlag – værdiløst?
Plangrundlaget beskriver 23 villaer i ét plan, hvoraf 4 på nuværende tidspunkt er bygget. Det projektforslag, som ejeren arbejder ud fra, er på 120 boliger, mange af dem i 4½ plan og ingen på under 2 plan. Det er med andre ord en 6 dobling af antal boliger og et helt andet udtryk end det kvarter som den øvrige udstykning stammer fra, og som er beskrevet i eksisterende lokalplan.
Lokalplanen er fra 1998, og mange har købt bolig i området med den forventning, at kvarteret ville blive naturligt udvidet med 23 nye villaer (de 4 første blev bygget i 2001) samt, at det ville afslutte udbygningen af området, som den dag i dag 100% består af 1-plans villaer.
Hvis man vil tillade 2-4½ plans rækkehuse og ekstremt tæt byggeri på denne matrikel, hvad skulle så hindre, at man gør det samme andre steder? På hjørnet mellem Lågegyde og Ullerødvej f.eks.? Eller på alle mulige andre steder i kommunen. Og mens det i disse år er oppe i tiden med seniorboliger og fortætning, hvem garanterer så for, at det ikke om nogle år er industri, der bliver trendy hos byplanlæggerne? Får vi så den slags som naboer rundt omkring i vores bysamfund?
Den eneste rationelle og retfærdige løsning er at holde fast i det eksisterende plangrundlag og fastholde de intentioner kommunens nuværende beboere har købt efter! Hvis vi giver efter her, så kan det brede sig til alle vores 4 bysamfund.
Kommunens nuværende borgere og naboer betaler
Køberen af Lågegyde 51 har betalt 30 mio. kr. for grunden (offentlig tilgængelig information f.eks. på Boliga.dk), og det er forståeligt og naturligt, at de har en forventning om, at den investering giver overskud – Og det har vi som naboer jo intet imod. Der bør dog være rig mulighed for, at dette sker indenfor den nuværende lokalplan. – Og hvis ikke, så er det investorens egen fejl, for plangrundlaget har jo været dem bekendt fra start af.
Men med det projekt der foreligger, så kommer det i stor grad til at være naboerne, der betaler for det. Og det er naturligvis uacceptabelt.
Byggeriet skal ske, så det ikke kommer til at påvirke vores herlighedsværdi (og en dag salgspris). Hensynet til kommunens nuværende borgere må altid vægte højere end hensyn til investorer og fremtidige borgere.
Stemmer man som lokalpolitiker for dette forslag, så mener vi ikke, at man overholder ovenstående hensyn og dermed svigter sine forpligtelser og løfter til vælgere.
Glansbillede og seniorboliger
Det projekt Cordsen Ejendomme har fået udarbejdet af arkitektfirmaet AART ser rigtig flot og lækkert ud. I hvert fald hvis man bare bladrer hurtigt, kigger på billederne og ikke tænker over indholdet.
Billederne er typiske glansbilleder, som man ser i den her slags projekter. Alt er grønt, lyst og fyldt med glade mennesker. Perspektivet snyder dog, da alt er mere åbent og rummeligt, end det vil virke i virkeligheden. I praksis vil de meget høje bygninger dominere, der vil være meget mindre grønne områder, end man håber. Hvornår har du sidst været et sted, hvor der har siddet mere end få mennesker ved boligblokke?
Projektet sælges politisk og overfor kommunens administration helt entydigt på at bestå af seniorvenlige boliger. Dette er bare ord, da der intet konkret er i projektet, som definerer dette. Ejeren ved bare, at kommunen efterspørger dette, og derfor måske er lettere at forhandle med, hvis man pakker det ind i den fortælling. Men det, der er indenunder den indpakning, er jo intet andet end god gammeldags ejendomsspekulation – hvilket er fint nok, hvis det ikke medfører gener for os andre.
Et andet salgsargument er fortætning i kommunens stationsnære områder, hvilket dette lige nøjagtigt falder indenfor. Omend det jo slet ikke er tæt på de 600m som stationsnære kerneområder som Fingerplanen beskriver. Og der er virkelig langt til indkøb.
Så de ældre kommer ikke til lige at kunne gå ned på stationen med deres rollator, gå på indkøb mv. Boligerne vil være forbeholdt stærkere borgere end det. Og vil kommunen så stadig mene, at de er seniorvenlige?
Lågegyde 51 (Ullerødgaard) blev solgt i oktober 2020 til firmaet Ullerødgård ApS, hvilket igen primært ejes af Cordsen Ejendomme ApS (95 procent)
Grunden blev købt med en vedtaget lokalplan nr. 90 fra 1998, som giver grundejeren mulighed for at udstykke yderligere 20 parceller på området i ét plan, så de matcher resten af områdets parcelhusudstykninger. Cordsen Ejendomme ApS er developer (udvikler) og firmaet ønsker at få lavet en ny lokalplan for området, som giver dem mulighed for tæt-lav-bebyggelse, hvilket betyder at man må bygge i flere plan.
Denne viden anskaffedes via en aktindsigt. Vi bad om denne aktindsigt, da blandt andet beboerne op til området iagttog, at der blev fældet en del træer på grunden. Vi modtog aktindsigten medio marts.
Repræsentanter fra områdets 3 grundejerforeninger (ØST, ØST II og NORD Hjortevænget 101-414) samt Dådyrvænget 501-504 – som er en del af de allerede udstykkede grunde fra Lågegyde 51 (Ullerødgaard), jf. lokalplanen 1998 – mødes i ultimo marts. Vi drøfter på mødet vores undren over ikke at være blevet hørt – eller i det mindste informeret – samt vores muligheder for at præge det byggeri, som indgår i aktindsigtsdokumenterne.
Note: ØST er grundejerforeningen for Dådyrvænget, undtagen nr. 501-504. ØST II er grundejerforeningen for Hjortevænget 501-712 og NORD er vores grundejerforening for Hjortevænget 101-414.
Torsdag d. 6. maj bliver vi gjort opmærksomme på via en artikel i Sjællandske nyheder (sn.dk), at der mandag d. 10. maj, finder et orienteringsmøde sted i Fredensborg Kommunes Plan-, miljø- og klimaudvalg. Til dette møde skal blandt andet Cordsen Ejendomme ApS fremlægge deres plan for området. Det er på baggrund af denne orientering udvalgets opgave at vurderer hvorvidt og hvornår man skal gå videre med projektet herunder en lokalplansændringsarbejdet, som projektet kræver.
Oplægget fra Cordsen Ejendomme ApS fremstår som et meget »færdigt« og gennemarbejdet projekt for hele området – huse i op til 4 plan samt en anlagt vej til bilkørsel og parkering op imod de eksisterende parceller i området (se billederne nedenfor). Vi bad derfor den efterfølgende dag, fredag d. 7. maj, om at få foretræde for udvalget til orienteringsmødet mandag d. 10.5, for at få muligheden for at fremlægge vores synspunkter inden det egentlige orienteringsmøde afvikles.
Det lykkede os at få foretræde for udvalget. Søren Kjærgaard, som er næstformand i ØST, sagde ja til at repræsentere alle 3 grundejerforeninger samt Dådyrvænget 501-504.
I slutningen af dette indlæg kan man læse hvad Søren sagde til Plan- Miljø og Klimaudvalget ved sit 10 minutters foretræde inden orienteringsmødet fandt sted mandag d. 10. maj.
Fredensborg Kommune har efter orienteringsmødet skrevet et referat hvori der blev noteret følgende omkring Sørens 10 minutters foretræde:
“Orienteringen tages til efterretning. Udvalget ønsker – for en mulig fremtidig lokalplansproces- at der laves bedst mulig borgerinddragelse, herunder ift. omkringliggende grundejerforeninger.”
Vi kunne samtidig læse os frem til at næste udvalgsmøde i forhold til hvorvidt man i kommunen skulle gå videre med lokalplansændringen ville finde sted i august 2021.
Grundejerforeningerne har aftalt følgende frem mod august 2021:
For at undgå skygge- og indkigsgener for de omkringboende, så vil vi insistere på at lokalbestemmelsens bestemmelser om at der kun må bygges i ét plan fastholdes.
For at undgå øget trafikbelastning gennem Hjortevænget og Dådyrvænget, så vil vi insistere på at der maksimalt må udstykkes 20 parceller. Alternativt kan dette tal forøges, hvis udkørsel kommer til at ske direkte til Lågegyde.
Jævnlig at bede om aktindsigt, så vi er opdateret.
At forsøge at præge politikkerne og holde dem op på at vi som borgere ønsker indflydelse
At tage kontakt og gå i dialog med Cordsen Ejendomme ApS
At benytte – hvis nødvendigt – advokatbistand.
Med venlig hilsen Bestyrelsen
Opdateres… bl.a. har vi bedt om fornyet aktindsigt og er blevet inviteret til møde hos Cordsen…
Mit navn er Søren Kjærgaard, jeg bor Dådyrvænget 203, er næstformand i Grf. Ul. Øst, og repræsenterer samtlige 200 parceller, ca. 600 borgere, og ca. 350 vælgere i de tre berørte Gfr. samt de fire parceller, som støder op til U., og som ikke tilhører de gamle Grf.
Vi har bedt om foretræde for udvalget, FØR den politiske og den administrative proces kommer ”for godt i gang”. – Der er afsat 10 minutter, og jeg skal bruge de ni. Hvis Udvalget har spm., forventer jeg, at I selv bevilger Jer et par minutter over tiden… (referenten kan gerne få en mail med mit “talepapir”…)
Overordnet: Vi ønsker ikke at modsætte os eller trainere projektet – men vi har nogle indvendinger, nogle kommentarer, og vi forventer at blive hørt og inddraget undervejs i processen.
Vi bemærker, at:
Den gældende lokalplan fra 1998 beskytter vores interesser og kommunens holdning…
De planer, den nye ejer/developer har, går i den gale retning på flere punkter, og derfor er vi bekymrede over, hvordan det færdige projekt kommer til at se ud.
Den aktindsigt, vi har begæret, er kun delvist blevet imødekommet: I brevet af 3.5. skriver Stine Poulsen, at kommunen har undtaget projektforslaget fra aktindsigt. – med henvisning til off. loven §30, nr. 2. Kommunen har spurgt udvikler, om man mener, at aktindsigten bør imødekommes. Det er helt uhørt: Kommunen må selv foretage et skøn, og der findes ikke én developer i dette land, som ikke vil svare, at det kan have væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, såfremt ALLE projektets detaljer offentliggøres på nuværende tidspunkt. – PROBLEMET er, at hvis vi ikke kender projektmaterialet, har vi reelt ingen mulighed for at kommentere det, få indflydelse på det, og komme med konstruktive inputs. – Det, som kommunens forvaltning BØR gøre, er naturligvis at fjerne/overstrege de dele af projektforslaget, som indeholder detaljer, som kan skade developer i en konkurrencesituation mm. Vi beder ikke om alle detaljer med oplysninger om tekniske indretninger, fremgangsmåder osv. osv. – men vi har en retslig interesse i NU, før det er for sent at kende til projektforslaget i bred forstand, også placering af bygninger, P-pladser, højde og antal etager hvor på grunden osv. osv.
Derfor fremsender vi en fornyet anmodning om aktindsigt, som vi forventer, at forvaltningen vil imødekomme, om nødvendigt efter en venlig henstilling fra jer i udvalget. – Det kan virke erhvervsvenligt at tage hensyn til developer, men kommunens hensyn går i første række på at varetage borgernes – dvs. vi 600 naboers – interesser. Det må ikke gå som i Hørsholm Kommune, hvor man – måske af mangel på ressourcer – har gået så vidt som at acceptere et forslag fra developer om at udarbejde udkastet til lokalplanen!!!
Når man ser den orientering, som administrationen har udarbejdet – pkt. 74 Orientering om lokalplanarbejdet for Ullerødgaard – og det vedlagte præsentationsmateriale med tegning osv., så tegner det jo et rosenrødt billede: Hvem kan have noget imod etablering af et aftale senior- og ældreboliger, som kommunen mangler – flere af os naboer kan såmænd tænkes at flytte ind i dem om nogle år… MEN – djævelen er i detaljen, og dén får hverken udvalget eller naboerne at se i dag!!! (40 rækkehuse er nævnt, men IKKE hvor mange seniorboliger i de tre klynger!)
Vi noterer os, at sådan er det bare, at enhver developer, også Cordsen, altid vil søge at få mest muligt ud af sin investering: Kan der klemmes 130 boliger ind, er det bedre end 83. Og kommunens interesser er langt hen ad vejen sammenfaldende: Det er godt med flere seniorboliger… MEN
Vores BEKYMRING går på følgende:
Trafikken – vejadgang – skal ske via Lågegyde: Det er ikke nok, at Hørsholm Kommune har været positiv og på et møde givet en hensigtserklæring. Det skal være nagelfast (Tyve boliger kunne få vejadgang fra D-vænget – men ikke 120!!!!).
P-pladser må ikke placeres hele vejen rundt om byggeriet: Det ville give bilkørsel hele vejen rundt lige klods op ad de parceller i vores kvarter, som ligger tæt op ad Ullerødgaard: Som én sagde: Det betyder, at vi aldrig mere kan sove med vinduet på klem…
Det skal SIKRES, at bebyggelsens HØJDE ikke giver indkig i eller skygger for de omkringliggende naboers haver. Som udg. pkt. vil det sige EET plan, og kun 1 1/2 plan, hvor koten muliggør det. Placeringen gør en afgørende forskel.
NB NB: Bemærk, at på den Projektvisualisering (19.3.) arkitekten har udarbejdet, ser det for os ud som op imod tre – 3 – etager… Her er pennen åbenbart flydt over med, hvad hjertet hos developer er fyldt af…
Det, vi ØNSKER, er at blive inddraget igennem hele processen, og tidligt: IKKE først, når der er udarbejdet lokalplansforslag, som led i den almindelige høring – AL ERFARING viser, at det så kan være for sent.
Vi vil ikke blande os i detail-udformning af bygherrens byggeri – MEN vi har set bebyggelser i området, på den anden side af vejen i Hørsholm Kommune, hvor der er begået fejl, som ikke bagefter kan rettes. Vi vil gerne medvirke konstruktivt til, at det ikke sker hér. – Tag selv ned og se på det: Kør over bakken ned mod Lågegyde, og se på øjebæen til højre ind mod golfbanen, i Hørsholm Kommune. Så grimt kan det gøres. Sådan må det ikke gå på Lågegyde. – Det kan vores kommune gøre bedre!!!
Vi vil gerne sikre, at de 600 naboer også fremover har et rart sted at bo. Det er siden 1970 udlagt med lav og tæt bebyggelse. Alle har købt i tillid til, at det kvarter bevares. Med udsigter til hestefolde og marker…
Det bliver rigtig træls, hvis der kommer hundrede boliger, som rager op i landskabet, og delvis ødelægger det kvarter, som nu har rundet det halve århundrede.
Vi kan medvirke konstruktivt til at sikre et fornuftigt kompromis imellem ren modstand og på den anden side brand-bebyggelse og udnyttelse af hver kvadratmeter…
Ofte er det muligt, at bygherrens interesser kan fremmes, UDEN at det bliver et “den ene taber, den anden vinder” – spil.
Vi ønsker ikke at SLÅS mod lokalplaner, strides om aktindsigt, eller kritisere forvaltningen.
Vi vil helst undgå at bombardere Lokalaviserne med læserbreve og fodre journalisterne med negativ kritiske historier. Og kæmpe gennem de sociale medier… her op imod kommunalvalget…
Men hvis vi – mod forventning – ikke oplever, at vi bliver inddraget, kan vi blive nødt til at ty til kamp og modstand. Der ER allerede i grf. afsat midler til ekstern advokatbistand, og kommunen har jo tvivlsomme erfaringer med projektet 200 m længere nede ad vejen. (Cykelstien, flagermus, ekspropriation osv.) Men vi vil helst spare de penge og bruge dem på noget bedre. Og det er bedre for kommunen og for bygherren, at få os med på holdet, fremfor at få en massiv flok modstandere.
Bestyrelsen havde den 25. maj sammen med formanden for Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II et møde med Entreprenørfirmaet Nordkysten, som skal lægge fiberkablerne ned. Vi fik et kort over, hvor kablerne skal lægges. Fibernetskablerne er røde og samleboksene er orange.
Vi fik at vide, at arbejdet skal gå i gang i løbet af tre uger (omkr. 14. juni). I første omgang er det kun hovedledningen, som vil blive gravet ned. De forventer, at der går ca. et halvt år, før stikledningerne etableres.
Nedgravningen af hovedledningen skulle kun give minimale gener for grundejerne. Mange af ledningerne bliver skudt ned under asfalten ved stikveje, men der bliver også gravet op i fliserne. Vi blev lovet, at der bliver minimale problemer for grundejerne. Hvis man skal grave forbi en indkørsel, så vil det højest tage et par timer, og man vil blive varskoet forinden, så man kan få sin bil ud. Alle huller vil være overdækket inden fyraften.
Revisorpåtegnet årsregnskab for 2020 samt budget for 2022 er nu lagt her på hjemmesiden.
Bestyrelsens kommentarer til regnskab/budget samt årsberetning følger i løbet af få dage sammen med et nyhedsbrev med nyt om bl.a. fibernet, Ullerødgård byggesagen og sociale arrangementer.
Vi har været lidt i tvivl om, hvordan vi skal forholde os, efter TDC udsendte et brev til alle grundejere – uden at informere os først.
Jeg har netop talt med min kontakt i TDC.
Den korte version er, at vi ikke behøver at gå ind og tilkendegive interesse igen, da de allerede har fået rigeligt med tilbagemeldinger fra os.
Den normale arbejdsgang er, at folk der har meldt interesse efterfølgende vil få et tilbud fra en udbyder efter 6-12 måneder.
I vores tilfælde, når vi har så højt antal interesserede, vil vi, når gravearbejdet er overstået og kablerne ligger i fortorvet, få en samlet kampagne, højst sandsynligt noget med gratis tilslutning til husstanden fra dem (som dækker alle i området). Folk kan stadig selv vælge udbyder som før, men vi bliver “fast-tracked” igennem processen, da der ud fra et forretningssynspunkt er tale om forholdsvis mange fluer med ét smæk.
Anyway, vi hører fra dem med deres kampagne når arbejdet er færdigt, og vi behøver ikke at foretage os noget før da.
Mvh Anders Bjerregaard, næstformand Grundejerforeningen Ullerødgård Nord
Bestyrelsen har taget den beslutning, at vi – ligesom sidste år – er nødt til at udsætte dette års ordinære generalforsamling til senere på året. Vi satser på efter sommerferien. Der skal ifølge vedtægterne indkaldes til ordinær generalforsamling med mindst 3 ugers varsel med afholdelse i maj måned, men det er dels på grund af forsamlingsforbuddet usikkert, om vi må afholde generalforsamlingen, dels er det pt. ikke muligt at låne kommunale lokaler.
Sidste år skrev vi til kommunen – som er tilsynsmyndighed – og fik deres accept på udskydelsen. Vi har ikke gjort det samme i år, da vi mener at det er status quo.
Vi forbereder os igen som sidste år på generalforsamlingen. Dvs. vi lægger det godkendte regnskab for 2020, forslag til budget for 2022 samt bestyrelsens årsberetning for 2020 på hjemmesiden i løbet af maj måned.
I bestyrelsen mangler vi lidt af den tilbagemelding, der plejer at komme på generalforsamlingerne. I må derfor gerne – allerede nu – fremsende forslag til den udsatte generalforsamling. Spørgsmål og kommentarer til denne e-mail er også velkomne. Du/I kan enten sende en e-mail til bestyrelsen eller skrive et indlæg her på hjemmesiden.
2. Nybyggeri ved Ullerødgård
Vi er blevet bekendt med, ejerne af Ullerødgård er ved at udstykke området omkring Ullerødgård. Den gældende lokalplan giver adgang til at bygge 23 et-plans parcelhuse. Det overvejes/planlægges nu at revidere lokalplanen, så der kan opføres ca. 55 et- og to-plans rækkehuse. Se billedet.
Byggeri i to plan vil naturligvis give skygge og indkigsgener for de omkringboende, specielt for beboerne på 400-vejen (vores grundejerforening), på 600-vejen (Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II) og på 500-vejen i Dådyrvænget (Grundejerforeningen Ullerødgård Øst samt 4 “løse” huse).
Det vil også give væsentligt flere trafikgener, at der planlægges med at bygge 55 boliger i stedet for 23, når udkørslen skal ske gennem Hjortevænget og Dådyrvænget.
Bestyrelsen har bedt Fredensborg Kommune om aktindsigt i sagen – herunder udarbejdelse af ny lokalplan for Ullerødgård. Vi har netop modtaget denne aktindsigt, men har endnu ikke haft tid til at læse indholdet. Hvis du/I er interesseret en kopi, så send en e-mail til bestyrelsen.
Bestyrelsen har deltaget i et møde med de to andre grundejerforeninger samt de 4 “løse” huse. På mødet besluttede vi allerede nu at sætte en advokat på sagen, så vi griber det rigtigt an fra starten. Vores frygt er, at når kommunen først har udarbejdet en ny lokalplan, så vil vi ikke kunne påvirke den særlig meget. I denne betragtning indgår også vore erfaringer med hvordan vi blev (dårligt) behandlet af kommunen i forbindelse med det høje byggeri på 100-vejen og den “forsvundne” byplanvedtægt.
Vi har estimeret startomkostningerne for en advokat til ca. 20-25.000 kr., hvoraf vores grundejerforening skal betale ca. 25 %. Pengene tages fra vores formue, så det vil ikke påvirke kontingentet. Fremadrettet mener bestyrelsen ikke, at vi kan bruge større beløb end dette, uden at det har været behandlet på en generalforsamling. Skulle behovet opstå, vil vi derfor indkalde til en (ekstraordinær) generalforsamling, evt. via videomøde og/eller e-mail. Under alle omstændigheder tages emnet op på næste ordinære generalforsamling.
Der er planlagt et nyt møde med de to andre grundejerforeninger samt de 4 “løse” huse i den kommende weekend. Vi vil løbende informere på hjemmesiden.
3. Bestyrelsesmødereferater
Hjemmesiden er opdateret med de seneste bestyrelsesmødereferater under menuen BESTYRELSEN.
4. Den nye affaldsordning
Vi har nu alle fået nye affaldscontainere og i løbet af kort tid så står det sort/grønne affaldsstativ til at blive skiftet ud med endnu en affaldscontainer på hjul (til madaffald og restaffald). Selv om idéen med affaldssortering grundlæggende er god, så har det sikkert givet mange af os problemer i forhold til, hvor de mange containere kan anbringes. Nogle har også været nødt til at lægge nye fliser.
Containerne må højst placeres 20 meter fra skel, så grundejere med koteletgrunde har haft problemer. Vi har på bedste vis prøvet at støtte disse grundejere over for kommunen. Peter Højgaard i nr. 221, som har en koteletgrund, har talt med kommunen og fik at vide, at koteletbenet ikke tæller med, men containerne skal anbringes maksimalt 5 meter fra stedet, hvor koteletbenet ender.
Kommunen henviste til “Regulativ for husholdningsaffald i Fredensborg Kommune”, som du kan finde en kopi af her. I første omgang henviste kommunen til en forældet udgave fra 2016, men vi fandt en nyere udgave fra september 2020. Den var i høring i november 2020 og kommunen har oplyst, at den blev vedtaget, som den her foreligger (med korrekturmarkeringer!). Bilag 1 “Regler for adgangsveje og anbringelse af beholdere” er interessant og relevant at læse.
Vi har i bestyrelsen observeret et par andre ting, som kan give os problemer:
Ved de mange ekstra tømninger, vi nu har fået, nøjes de tunge skraldevogne ikke med at vende på vendepladserne. Det kan enten være fordi, at man holder parkeret på vendepladserne eller fordi renovationsfolkene gerne vil gå så kort som muligt. De tunge skraldevogne trykker derfor kantstene og fortove (endnu mere) skæve.
Ved levering af de nye containere blev disse anbragt ude på offentligt areal. Problemet det dette er, at hvis grundejerne ikke i løbet af kort tid fjerner dem, så signalerer det for eventuelle indbrudstyve, at her er der ingen hjemme. Vi har tidligere set samme problem ved tømning af papircontainerne, at disse ikke blev sat tilbage efter tømning. Det er meget uheldigt.
Vi har tænkt os, at gøre kommunen opmærksom på disse to problemer.
5. Træfældning
Som det blev sagt på sidste generalforsamling, så er asketræerne langs Ullerødvej udgåede/udgående. Vi er derfor nødt til at fælde disse træer, inden de bliver rådne og kan vælte og gøre skade. Et par grundejere har desuden bedt om, at den øvrige bevoksning beskæres, så den ikke rager ind igennem grundejerne hække.
Vi har lavet en aftale med et træfældningsfirma og de første par træer er allerede fældet. De øvrige bliver fældet hen over sommeren.
Prisen for træfældningen tages af formuen og medfører ikke kontingentforhøjelse. Aftaledetaljer og de aftalte priser kan findes her på hjemmesiden i de seneste bestyrelsesmødereferater.
6. Ny legeplads
På sidste generalforsamling blev der bevilget et større beløb til udbygning af den vestlige legeplads, ligesom der blev nedsat et legepladsudvalg.
Arbejdet med udbygning er nu tilendebragt – på nær et par enkelte udeståender (forkert skilt på legehuset, forkert placering af “åkanderne” og skæv opsætning af legehuset). Det overskydende jord er kørt væk. Legepladsen er efter bestyrelsens mening blevet rigtig god og den bliver allerede flittigt brugt.
Så stor tak til legepladsudvalget for et godt stykke arbejde!
Som afslutning på udbygningen, så har vi påtænkt at sætte nogle lave buske på legepladsen, for at gøre den lidt hyggelig. Men det skal lige gennemtænkes, så vi ikke generer brugerne af boulebanen og er til gene for græsslåning. Der bliver nok også behov for en pose græsfrø.
7. Udlån
I marts måned fik vi en henvendelse fra Erling Vrå i nr. 223, hvor Erling tilbød at vi for et mindre beløb kunne købe et komplet sæt af tallerkner, skåle, fade, glas og bestik. Tanken var, at servicen kunne stå i grundejerforeningens skur og kunne udlånes til grundejerne. Vi har overvejet dette meget nøje i bestyrelsen, men kom til den konklusion, at det administrativ ville give grundejerforeningen for meget arbejde. Så vi valgte at sige pænt nej tak til tilbuddet.
Grundejerforeningen har festtelte, borde og stole stående, som grundejerne kan låne. Dette har også givet os mindre problemer, bl.a. har tingene ikke været rengjorte eller der har været mangler ved aflevering. Det er også sket, at tingene ikke blev leveret tilbage til aftalt tid. Disse ting har naturligvis givet gener for den næste låner.
Vi har udlån på dagsordenen for det næste bestyrelsesmøde. Her vil vi tale om, om vi skal have mere faste udlånsregler og om det skal koste et mindre beløb at leje tingene. Sidstnævnte for at dække (nogle af) de vedligeholdelsesudgifter, der er ved udlån.
8. Bredbånd
Interessen for bredbånd har været helt overvældende stor. 78 ud af 96 grundejere, svarende til 81 %, har udvist interesse. Så TDC har meddelt os, at de går videre med opgaven og udarbejder et tilbud til os.
Men vi er blevet overhalet indenom af TDC, idet de allerede har været rundt i området for at planlægge placeringer af stikledninger etc. og desuden har udsendt et brev direkte til de enkelte grundejere – uden at informere bestyrelsen først. Bestyrelsen har lidt svært ved at få besked fra TDC på, hvad der foregår, idet vores kontaktperson er gået på barsel.
Vi arbejder videre med sagen, og indtil vi ved nærmere, så behøver man ikke at gøre yderligere. TDC har allerede fået listen med de 78 interesserede, så der er ingen grund til at tilmelde sig på TDC’s liste, som de bad om i det udsendte brev.
Når vi ved nyt, så informerer vi herom på hjemmesiden under menuen “NYT OM FIBERNET“.
9. Arbejdslørdag
Arbejdslørdage har desværre været aflyst, siden Coronaen holdt sit indtog. Men det er ved at ændre sig nu, idet forsamlingsforbuddets grænse er hævet for udendørs arrangementer i foreningsregi.
Vi har emnet oppe på næste bestyrelsesmøde, og hvis vi kan finde en forsvarlig måde at gennemføre en arbejdslørdag på, så kalder vi ind.
Der er nok at tage fat på, f.eks. maling af bænke og redskabsskur, beplantning på legepladsen, diverse luge- og beskæringsarbejder.
Os, der har installeret Nabohjælp app’en, har i dag fået to beskeder om advarsler/hændelser. Den ene går på, at der i Rypevænget 110 er observeret to natlige vindueskiggere. Den anden går på, at der har været indbrud i Drosselvænget 201. Se nedenstående skærmkopi fra 2021-04-10.
Nabohjælp skriver følgende:
»Forhøjet risiko for indbrud. Når din nabo har haft indbrud, er risikoen for flere indbrud højere de næste 14 dage end normalt. Både hos naboen men også i en radius af 200 meter fra naboens hjem.«
De har også følgende råd:
»Advar om mistænkelig adfærd, tyveri, hærværk, indbrudsforsøg eller andet
Det kan være svært at sige præcis, hvad der er mistænkeligt. Det kan være markeringer på postkasser, i indkørsler eller på fortovet. Alt det som stikker ud. Det som får dig til at undre dig.
Møder du en, der stikker ud, så begynd med en høflig henvendelse. En tyv bryder sig ikke om at blive set og senere genkendt, så et venligt spørgsmål kan gøre hele forskellen.«
Det er tidligere i grundejerforeningen blevet besluttet, at vi skal opsætte Nabohjælpskilte. Bestyrelsen arbejder stadig på sagen og håber, at skiltene er sat op inden sommerferien. Men det er ikke nok med skiltene. For at det skal virke, kræver det, at du som grundejer tilmelder dig Nabohjælp app’en og rent faktisk også bruger den. Vi opfordrer dig til at gøre det allerede nu – du behøver ikke at vente på, at skiltene bliver sat op. Når du tilmelder dig, så får du udleveret Nabohjælpskilte til døre/vinduer. Du kan læse mere om Nabohjælp og tilmelde dig her.
App’en har to hovedfunktioner: Det ene er, at du bliver informeret om hændelser, som du også selv kan oprette. Du vælger selv den radius fra din bopæl, hvor du vil have beskeder fra. Det andet er »feriefunktionen«. I feriefunktionen giver du meddelelse til de naboer, du selv udvælger, om at du er på ferie. Du kan læse mere om disse funktioner i det efterfølgende, som er kopieret fra app’en:
Sådan fungerer Advar nabolaget og Forhøjet risiko for indbrud
Det er god nabostil, når du deler din viden og på den måde forebygger indbrud og samtidig skaber tryghed ved, at nogen gør noget ved det.
Advar om mistænkelig adfærd, tyveri, hærværk, indbrudsforsøg eller andet
Når du ser noget mistænkeligt i nabolaget, eller fx har fået stjålet noget fra haven, skriver du en advarsel på appen.
Advarslen sendes til alle tilmeldte nabohjælpere i nabolaget, og den fremgår i appen med dig som afsender.
Alle nabohjælperne i nabolaget kan kommentere på advarslen.
Det kan være svært at sige præcis, hvad der er mistænkeligt. Det kan være markeringer på postkasser, i indkørsler eller på fortovet. Alt det som stikker ud. Det som får dig til at undre dig.
Møder du en, der stikker ud, så begynd med en høflig henvendelse. En tyv bryder sig ikke om at blive set og senere genkendt, så et venligt spørgsmål kan gøre hele forskellen.
Nik og vink, så han eller hun ved, du er opmærksom.
Spørg om du kan hjælpe med noget.
Spørg hvem han eller hun søger.
Begynd lidt løs snak om vejret eller noget andet.
Advar om indbrud
Hvis du selv eller en anden har haft indbrud, skriver du en advarsel på appen.
Advarslen sendes til alle tilmeldte nabohjælpere i nabolaget, og den fremgår af i appen med dig som afsender. Der vil stå på hvilken vej indbruddet er sket, men ikke i hvilket husnummer.
Alle nabohjælperne i nabolaget kan kommentere på advarslen.
Forhøjet risiko for indbrud Når din nabo har haft indbrud, er risikoen for flere indbrud højere de næste 14 dage end normalt. Både hos naboen men også i en radius af 200 meter fra naboens hjem. Derfor opfordrer appen til at aktivere nabohjælpen i perioden efter en nabohjælper har meldt et indbrud på appen.
Alle nabohjælpere, der bor i en radius af 200 meter fra det indbrudsramte hjem, modtager notifikationer om, at deres hjem er i forhøjet risiko for indbrud i de følgende 14 dage.
Appen åbner et redskab i 14 dage, som hjælper med at øge aktiviteten i nabolaget, og nabohjælperne kan abonnere på særlige råd pr. e-mail. Det er naturligvis gratis.
Alle nabohjælpere kan vise sin deltagelse i aktiviteterne og oprette beskeder til hinanden, når aktiviteterne koordineres og planlægges. Alle nabohjælpere i nabolaget kan læse med.
Hvis der meldes om flere indbrud i perioden med forhøjet risiko forlænges perioden fra anmeldelsestidspunktet.
Når en periode med forhøjet risiko slutter, lukker appen redskabet. Aktiviteterne slettes.
Hvorfor virker det at fortælle om indbrud i nabolaget? En tyv vil gerne have mest muligt ud af sin tid. Derfor besøger han tit flere hjem i nabolaget. Når nabohjælperne er hurtige på tasterne og får givet hinanden besked om, at der er tyve på spil, så er der mulighed for at forebygge flere indbrud.
Husk altid at melde indbrud til politiet på 114. Igangværende indbrud skal meldes på 112.
God tone i beskederne Indholdet i alle beskeder, som nabohjælpere skriver på Nabohjælps app, står for afsenderens egen regning, og er ikke udtryk for Nabohjælps holdning. Vi håber, at alle vores nabohjælpere holder en god tone og husker ikke at oprette beskeder med følsomme eller krænkende oplysninger om andre.
Oplever du misbrug af Nabohjælps app, fx i form af kommercielle beskeder eller krænkende indhold, så kontakt os meget gerne på support@nabohjaelp.dk
Sådan fungerer Feriehjælp
Når du tager afsted og opretter din ferie, får dine feriehjælpere besked.
Feriehjælperne i nabolaget får skiftevis påmindelser om at feriehjælpe, indtil du er hjemme igen.
De feriehjælpere som selv er på ferie, får dog ikke besked.
Feriehjælperne kan sende dig Alt-ok-beskeder via appen, mens du er væk. Og både du og dine feriehjælpere kan oprette beskeder på ferien, som alle feriehjælpere kan se.
Invitation til Feriehjælp
Du kan invitere andre nabohjælpere i dit nabolag, som har aktiveret feriehjælp, ved at klikke på deres pin på kortet.
Du kan også invitere brugere eller ikke-brugere via e-mail.
De inviterede modtager en mail, og hvis de i forvejen er brugere af appen, og har aktiveret feriehjælp, fremgår invitationen under Feriehjælp på appen.
Hvis din invitation ikke accepteres inden for 30 dage slettes den automatisk.
Er Feriehjælp sikker nok?
Ja, det er sikkert! Du vælger helt selv hvilke betroede naboer, der skal være dine feriehjælpere, og dermed hvem der ved, når du er væk hjemmefra.
Alle der kan feriehjælpe hos Nabohjælp er både adressevaliderede og har brugt NemID, så du kan være sikker på, hvem de er.
God tone i beskederne
Indholdet i alle beskeder, som nabohjælpere skriver på Nabohjælps app, står for afsenderens egen regning, og er ikke udtryk for Nabohjælps holdning. Vi håber, at alle vores nabohjælpere holder en god tone og husker ikke at oprette beskeder med følsomme eller krænkende oplysninger om andre.
Oplever du misbrug af Nabohjælps app, fx i form af kommercielle beskeder eller krænkende indhold, så kontakt os meget gerne på support@nabohjaelp.dk
Interessen for at få installeret fibernet har været overvældende stor. Som vi tidligere har oplyst om, så foregår kommunikationen til TDC som et samarbejde mellem de to grundejerforeninger i Hjortevænget, Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II (nr. 501 – 712) og Grundejerforeningen Ullerødgård Nord (nr. 101 – 414).
I Øst II har 32 ud af 43 grundejere, svarende til 74 %, meldt tilbage, at de er interesserede. 1 grundejer er ikke interesseret mens 10 ikke har meldt tilbage.
I Nord har 44 ud af 53 grundejere, svarende til 83 %, meldt tilbage, at de er interesserede. 9 ikke har meldt tilbage.
Totalt set har vi en positiv tilbagemelding på 76 grundejere ud af 96, svarende til 79 %.
Anders Bjerregård talte med TDC i sidste uge, og som det så ud, så er der stor nok tilslutning til at de gerne vil regne på et tilbud til os.
Det er ikke helt klart hvordan tilbuddet kommer til at se ud da de regner os sammen med den omkringliggende “cluster”. Vi kan forvente at høre fra dem inden for det næste halve år. Det tager noget tid at regne på igen fordi vi bliver regnet sammen med ovennævnte cluster.
Skulle du have spørgsmål eller kommentarer til sagen, så skriv en e-mail til fibernet@gfun.dk.
Med venlig hilsen bestyrelserne for Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II Grundejerforeningen Ullerødgård Nord
Fiberkablerne bliver gravet ned langs vejen, og din stikledning ”skudt” det sidste stykke under jorden hen til dit hus. Du vil derfor normalt kun opleve lidt, eller slet intet, gravearbejde på din grund.
Du modtager en lille folder med en tegning, hvorpå du skal markere, hvor du ønsker fibernettet tilsluttet. Du må ikke komme tættere end én meter på gasledninger, og det skal være til et tørt og opvarmet rum.
Der må heller ikke være andre installationer i husmuren tæt på det sted, hvor der skal bores hul ind til huset. Der skal desuden være adgang til 230 V stikkontakt på den indvendige side til fiberboksen.
Fiberkablet bliver skudt fra vejen ind til nærmeste husmur, og det må maksimalt være én meter ned langs siden af huset. Man har altså ikke krav på at få ført fiberen om til for eksempel bagsiden af huset.
Tilslutningsboksen på den indvendige side vil blinke, når den er i drift, og den må ikke overdækkes, så det kan være problematisk, hvis du ønsker denne boks placeret i et soveværelse.
Herefter kan du bruge din fibertilslutning. Vær dog opmærksom på, at du først skal vælge en internet-udbyder. I mange tilfælde vil du kunne genbruge din kabling, DSL-router og trådløse netværk inde i huset.
Med venlig hilsen f. Grundejerforeningen Ullerødgård Nord Niels Dreijer
Anders Bjerregaard fra bestyrelsen har lavet en aftale med vores nabogrundejerforening, Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II (GFØII) om fælles tilmelding til fibernet.
GFØII udsender et brev til alle foreningens medlemmer. Brevet svarer i indhold til det brev, vi har sendt ud, men er selvfølgelig tilpasset GFØII. Anders har lovet at stå for en fælles tilmelding til TDC for begge grundejerforeninger.
Vi er nu oppe på, at 39 af vore grundejere (74 %) har tilmeldt sig som interesserede. Så man må sige, at interessen er stor, hvilket kan være med til at gøre det billigere.
Med venlig hilsen Bestyrelsen Grundejerforeningen Ullerødgård Nord
Interessen for fibernet har været overvældende. Her – mindre end fire døgn efter vi udsendte e-mails til jer alle – har vi allerede fået 35 tilbagemeldinger om interesse. Vi er 53 parceller i foreningen, så det svarer til 66 %!
Vi har også været i kontakt med bestyrelsen for grundejerforeningen for den anden halvdel af Hjortevænget. De er 43 parceller og har også udvist stor interesse for projektet.
Du er måske blandt de mange, som har bemærket, at internettet ikke er særlig hurtigt på Hjortevænget. Bestyrelsen i grundejerforeningen har derfor taget kontakt til TDC Net. Det er muligt at få lynhurtigt 1000/500 gigabit internet, men vi skal handle nu, før det er for sent.
Dette er vigtigt for dig som grundejer.
Hvis du senere vil sælge dit hus, vil købere opfatte stabilt og lynhurtigt fiber-internet som et plus, hvis ikke ligefrem en nødvendighed på linje med vand, el og kloak.
TDC Net har allerede rullet fiber-internet ud i hele området omkring os, og det er nu ved at være sidste chance for at få de omkring 100 »mørke« husstande i Hjortevænget med, se kortet.
Du bedes melde tilbage til bestyrelsen.
I første omgang skal bestyrelsen blot have en tilkendegivelse af interesse fra så mange husstande i området som muligt. Du kan uforpligtende tilkendegive din interesse ved at sende en mail til fibernet@gfun.dk med følgende oplysninger:
Navn Husnummer Telefonnummer E-mailadresse
Du skal gøre dette, selvom du tidligere måtte have kontaktet TDC Net direkte om fibernet, så bestyrelsen præcis kender antallet af muligt interesserede. Bestyrelsen tilmelder os herefter samlet, og du modtager en bekræftelse på din uforpligtende interesse fra TDC Net.
Det er ikke forpligtende at udvise interesse.
Man forpligter sig på ingen måde til at tegne abonnement, og tilmeldingen er blot et udtryk for, at man kunne være interesseret. Skulle der komme et konkret tilbud på bordet, bliver du ikke bundet til at have abonnement hos en bestemt udbyder, men kan frit vælge fra denne opdaterede liste over udbydere på TDCs net: www.tdcnet.dk/fiber/udbydere.
Det månedlige abonnement for fiber-internet er i øjeblikket omkring 250 kroner, og etablering for hver husstand er nede på nogle få tusinde kroner, så overordnet set vil det være en rigtig god investering.
Skulle du have spørgsmål eller behov for yderligere information, så se www.gfun.dk eller send en e-mail til fibernet@gfun.dk. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med seneste status på sagen.
Hej med jer. Jeg talte med kontrollanten kl. 20:15, og der var taget 21 der kørte for stærkt, 7 klip i kørekortet, og en enkelt med 102km/t, der får inddraget sit kørekort i dag – hvis vedkommende ellers har et kørekort ??? 3 tidligere kontroller har givet næsten det dobbelte i antal bøder. Radaren blinker ved 59 km/t på Ullerødvej, så kør stille !!! Mvh Bjarne Dueholm
Det er ved at være længe siden, at bestyrelsen har udsendt et nyhedsbrev. Pga. Coronasituationen så har aktivitetsniveauet været meget lavt i 2020 og generalforsamlingen blev også udskudt fra maj til oktober. I kan finde referatet fra generalforsamlingen på hjemmesiden under menuen GENERALFORSAMLING.
Vi kan ikke love, at vi altid udsender e-mails til jer, men grundejerforeningens hjemmeside bliver løbende opdateret med nyheder.
Bestyrelsen har her i januar måned afholdt to bestyrelsesmøder som videomøder. I kan finde referaterne fra bestyrelsesmøderne på hjemmesiden under menuen BESTYRELSEN. Her er et kort resumé af disse to referater:
Legepladserne. Som det blev vedtaget på sidste generalforsamling, så blev der nedsat et legepladsudvalg, som fik bevilliget et rammebeløb på 60.000 kr. Udvalget har gjort et kæmpe stykke arbejde og har allerede udarbejdet et forslag til udbygning af den vestlige legeplads. Der er også indhentet tilbud på legeredskaberne. Stor tak til legepladsudvalget! Bestyrelsen godkendte forslaget på bestyrelsesmødet den 18. januar 2020. Læs mere om dette i bestyrelsesmødereferatet. Se også planskitse og tilbud fra Kompan.
Socialearrangementer. På grund af Coronasituationen har vi besluttet følgende:
Fastelavnsfesten for 2021 aflyses.
Sommerfesten afholdes sædvanligvis i sidste halvdel af august. Det er endnu for tidligt at beslutte, om festen kan gennemføres.
Boulebanen og legepladser. Vi opfordrer naturligvis til under de nuværende restriktioner, at man ikke mødes mere end maks. 5 personer på boulebanen og legepladserne og overholder øvrige gældende regler.
Så længe, at vi har et forsamlingsforbud på 5-10 personer, så kan vi ikke gennemføre en arbejdslørdag.
Generalforsamling 2021. Det er nok usandsynligt, at generalforsamlingen kan gennemføres i maj måned. Vi tager det op på et senere bestyrelsesmøde. Under alle omstændigheder gør vi som sidste år, og får regnskabet for 2020 revisorpåtegnet og offentliggjort senest i løbet af maj måned. Budget for 2022 vil være inkluderet. Desuden udarbejdes bestyrelsens årsberetning.
Nabohjælp. Opsætning af nabohjælpskilte hænger lidt i bremsen. Når vi bestiller skiltene, så skal vi skrive under på, at vi ikke sætter dem op uden forhåndsgodkendelse fra kommunen, og her tror vi, at vi ligger langt nede i bunken af kommunens opgaver i disse Coronatider. Kommunens velvilje for at sætte dem op på lygtepæle er ikke så stor, men nabogrundejerforeningen har fået lov. Når vores nabogrundejerforening har fået lov, så bør vi vel også have lov. Vi har kontaktet nabogrundejerforeningen for at spørge om, hvad de gjorde for at få tilladelse. De har tilsyneladende i mellemtiden fået ny bestyrelse, så deres hukommelse er ikke så god.
Kommunen er lukket ned foreløbig til 8. februar og de har derefter sikkert et stort efterslæb, så der sker nok ikke mere inden engang i marts. Vi kan godt købe skiltene, men vi ved ikke hvor mange standere og lygtepælsbeslag vi skal bestille.
Beboerhenvendelser vedrørende sikkerhed (indbrud). Vi er blevet kontaktet af Christian Kjærgaard nr. 208 og Kasper Sternberg nr. 228 vedrørende mistænkelige observationer af varebiler og tomme øldåser i hækkene. Læs mere om det her på hjemmesiden.
Områder og fældning af træer. Vi har stadig nogle udgåede asketræer langs Ullerødvej, som skal fældes. Desuden er der behov for at beskære træerne på legepladserne og en grundejer har problemer med et træ på fællesarealet gror ind igennem vedkommendes hæk. Vi har kontakt til en lokal gartner og prøver at få en aftale/pris.
Kommende affaldsordning. Vi afventer stadig at høre mere fra kommunen.
Invitation til deltagelse i Fredensborg Kommunes Klimaråd. Vi har sammen med Fredensborg Kommunes øvrige grundejerforeninger modtaget en invitation til deltagelse i kommunens Klimaråd, se bilag her og her. Hvis der er grundejere, som er interesserede at deltage, så kan I henvende jer til bestyrelsen. Eventuelle interesserede grundejere bedes læse materialet fra kommunen grundigt igennem forinden.
Tag hensyn! Det er ikke første gang vi gør opmærksom på det, men kære hundeejere: Saml op efter jer! Og efter nytårsaften flød det med afbrændt krudt og knuste flasker. Vær søde at rydde op efter jer selv, når eventuelle tømmermænd er plejet.
Vi ser frem til et 2021 med forhåbentligt lidt flere aktiviteter.
Kort før jul fik vi denne henvendelse fra Kasper Sternberg i nr. 228. Vi har også fået en henvendelse fra Christian Kjærgaard i nr. 208. Christian har observeret, når han gik med hunden, at der var stukket tomme øldåser ind i diverse hække. Politiet er informeret om begge hændelser. Bestyrelsen opfordrer grundejerne til at tilmelde sig Nabohjælp app’en og generelt være opmærksomme på, hvad der foregår i kvarteret.
Med venlig hilsen Bestyrelsen
Hej Formand, Mange af os i kvarteret holder godt øje i området op til jul.
Vi har desværre spottet lidt fremmende biler/varevogn som kører rundt i hjortevænget om aftenen lige inden og efter mørket falder på. Vi har tale om.
Mørkeblå gammel (måske mercedes) som vi så over ved os i nr. 228-229-230-231. Hvid lille gammel bil som larmer over ved nr. 208-209 forleden dag. Med huer og store jakker på og med slukket lys på bilen selvom den er tændt. Ældre lille guld bil som har holdt stille i starten af hjortevænget.
Varevognen er set på de små stier vi har i området.
Dette er blot en alarm til vores beboer i hjortevænget om at det snart er jul og folk er hjemme eller væk fra deres ejendom. Vi ønsker ikke at påpege på nogen da vi ikke kan bevise det. Men blot, at der skal holdes øje med hvad der sker pt. Vi ønsker ikke indbrud.
Meld gerne tilbage hvis i ikke er hjemme juleaften eller er væk i flere dage.
Jeg bor i nr. 228 og vi er hjemme jul og nytår hvis der ønskes nabo kig eller hjælp skal folk være velkommen til at ringe eller skrive en sms.