Kategoriarkiv: Fibernet

Her kan du læse om, hvordan det går med vore bestræbelser for at skaffe en hurtig fibernet til Hjortevænget.

Vi har været i kontakt med TDC, som har sagt, at hvis de skal lægge fibernet i jorden, så skal det omfatte hele Hjortevænget. Derfor er der oprettet et samarbejde mellem Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II (GFØII) og Grundejerforeningen Ullerødgård Nord (FGUN).

Det er Anders Bjerregaard fra GFUN’s bestyrelse, som har påtaget sig opgaven med at få fibernet til området.

Hvis du endnu ikke har meldt dig som interesseret eller har behov for yderligere oplysninger, så kan du kontakte os på fibernet@gfun.dk (hvilket vi foretrækker) eller skrive en e-mail til grundejerforeningsbestyrelserne.

Vi opdaterer løbende hjemmesiden, når der er vigtigt nyt.

(B) Fibernet: TDC vil regne på et tilbud til os

Interessen for at få installeret fibernet har været overvældende stor. Som vi tidligere har oplyst om, så foregår kommunikationen til TDC som et samarbejde mellem de to grundejerforeninger i Hjortevænget, Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II (nr. 501 – 712) og Grundejerforeningen Ullerødgård Nord (nr. 101 – 414).

I Øst II har 32 ud af 43 grundejere, svarende til 74 %, meldt tilbage, at de er interesserede. 1 grundejer er ikke interesseret mens 10 ikke har meldt tilbage.

I Nord har 44 ud af 53 grundejere, svarende til 83 %, meldt tilbage, at de er interesserede. 9 ikke har meldt tilbage.

Totalt set har vi en positiv tilbagemelding på 76 grundejere ud af 96, svarende til 79 %. 

Anders Bjerregård talte med TDC i sidste uge, og som det så ud, så er der stor nok tilslutning til at de gerne vil regne på et tilbud til os.

Det er ikke helt klart hvordan tilbuddet kommer til at se ud da de regner os sammen med den omkringliggende “cluster”. Vi kan forvente at høre fra dem inden for det næste halve år. Det tager noget tid at regne på igen fordi vi bliver regnet sammen med ovennævnte cluster.

Skulle du have spørgsmål eller kommentarer til sagen, så skriv en e-mail til fibernet@gfun.dk. 

Med venlig hilsen bestyrelserne for
Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II
Grundejerforeningen Ullerødgård Nord

Sådan foregår installation af fibernet til dit hus

Fiberkablerne bliver gravet ned langs vejen, og din stikledning ”skudt” det sidste stykke under jorden hen til dit hus. Du vil derfor normalt kun opleve lidt, eller slet intet, gravearbejde på din grund.

Du modtager en lille folder med en tegning, hvorpå du skal markere, hvor du ønsker fibernettet tilsluttet. Du må ikke komme tættere end én meter på gasledninger, og det skal være til et tørt og opvarmet rum.

Der må heller ikke være andre installationer i husmuren tæt på det sted, hvor der skal bores hul ind til huset. Der skal desuden være adgang til 230 V stikkontakt på den indvendige side til fiberboksen.

Fiberkablet bliver skudt fra vejen ind til nærmeste husmur, og det må maksimalt være én meter ned langs siden af huset. Man har altså ikke krav på at få ført fiberen om til for eksempel bagsiden af huset.

Tilslutningsboksen på den indvendige side vil blinke, når den er i drift, og den må ikke overdækkes, så det kan være problematisk, hvis du ønsker denne boks placeret i et soveværelse.

Herefter kan du bruge din fibertilslutning. Vær dog opmærksom på, at du først skal vælge en internet-udbyder. I mange tilfælde vil du kunne genbruge din kabling, DSL-router og trådløse netværk inde i huset.

Med venlig hilsen
f. Grundejerforeningen Ullerødgård Nord
Niels Dreijer

(B) Mere om fibernet

Kære grundejere

Anders Bjerregaard fra bestyrelsen har lavet en aftale med vores nabogrundejerforening, Grundejerforeningen Ullerødgård Øst II (GFØII) om fælles tilmelding til fibernet.

GFØII udsender et brev til alle foreningens medlemmer. Brevet svarer i indhold til det brev, vi har sendt ud, men er selvfølgelig tilpasset GFØII. Anders har lovet at stå for en fælles tilmelding til TDC for begge grundejerforeninger.

Vi er nu oppe på, at 39 af vore grundejere (74 %) har tilmeldt sig som interesserede. Så man må sige, at interessen er stor, hvilket kan være med til at gøre det billigere.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Ullerødgård Nord

(B) Sidste nyt om fibernet

Kære grundejere

Interessen for fibernet har været overvældende. Her – mindre end fire døgn efter vi udsendte e-mails til jer alle – har vi allerede fået 35 tilbagemeldinger om interesse. Vi er 53 parceller i foreningen, så det svarer til 66 %!

Vi har også været i kontakt med bestyrelsen for grundejerforeningen for den anden halvdel af Hjortevænget. De er 43 parceller og har også udvist stor interesse for projektet.

Vi opdaterer hjemmesiden, når der er mere nyt.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

(B) Har du brug for hurtigere internet (fibernet)?

Kære grundejere

Du er måske blandt de mange, som har bemærket, at internettet ikke er særlig hurtigt på Hjortevænget. Bestyrelsen i grundejerforeningen har derfor taget kontakt til TDC Net. Det er muligt at få lynhurtigt 1000/500 gigabit internet, men vi skal handle nu, før det er for sent.

Dette er vigtigt for dig som grundejer.

Hvis du senere vil sælge dit hus, vil købere opfatte stabilt og lynhurtigt fiber-internet som et plus, hvis ikke ligefrem en nødvendighed på linje med vand, el og kloak.

TDC Net har allerede rullet fiber-internet ud i hele området omkring os, og det er nu ved at være sidste chance for at få de omkring 100 »mørke« husstande i Hjortevænget med, se kortet.

Du bedes melde tilbage til bestyrelsen.

I første omgang skal bestyrelsen blot have en tilkendegivelse af interesse fra så mange husstande i området som muligt. Du kan uforpligtende tilkendegive din interesse ved at sende en mail til fibernet@gfun.dk med følgende oplysninger:

Navn
Husnummer
Telefonnummer
E-mailadresse

Du skal gøre dette, selvom du tidligere måtte have kontaktet TDC Net direkte om fibernet, så bestyrelsen præcis kender antallet af muligt interesserede. Bestyrelsen tilmelder os herefter samlet, og du modtager en bekræftelse på din uforpligtende interesse fra TDC Net.

Det er ikke forpligtende at udvise interesse.

Man forpligter sig på ingen måde til at tegne abonnement, og tilmeldingen er blot et udtryk for, at man kunne være interesseret. Skulle der komme et konkret tilbud på bordet, bliver du ikke bundet til at have abonnement hos en bestemt udbyder, men kan frit vælge fra denne opdaterede liste over udbydere på TDCs net: www.tdcnet.dk/fiber/udbydere.

Det månedlige abonnement for fiber-internet er i øjeblikket omkring 250 kroner, og etablering for hver husstand er nede på nogle få tusinde kroner, så overordnet set vil det være en rigtig god investering.

Skulle du have spørgsmål eller behov for yderligere information, så se www.gfun.dk eller send en e-mail til fibernet@gfun.dk. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med seneste status på sagen.

Med venlig hilsen
Grundejerforeningen Ullerødgård Nord

Anders Bjerregaard, Næstformand
Hjortevænget 217