(B) Høringssvar til ny lokalplan for Ullerødgård

Kære grundejere

Efter vi tidligere havde meddelt til alle grundejere pr. e-mail, at vi ville indgive et høringssvar, så indsendte vi på vegne af grundejerforeningen den 29. juli et høringssvar til kommunen for Lokalplan K111. Vi modtog ingen kommentarer forinden fra grundejerne.

Vores høringssvar er gengivet nedenfor. Alle høringssvar kan I finde på kommunens hjemmeside. Link til dette findes her.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen, G/F Ullerødgård Nord

Høringssvar til forslag om Lokalplan K111 – Ullerødgård og Kommuneplantillæg 12

Vedrørende: Offentlig høring af forslag til lokalplan K111 og tilhørende kommuneplantillæg
Afgivet af: G/F Ullerødgård Nord

  1. Indledning

Grundejerforeningen Ullerødgård Nord vil hermed gerne give vores høringssvar til lokalplan K111 og det tilhørende kommuneplantillæg.

Vi anerkender behovet for at udvikle området og finder planens overordnede struktur forståelig. Vi havde dog foretrukket, at den eksisterende lokalplan blev fastholdt.

Planen foreslår opførelse af 9 nye parcelhuse med udkørsel til 400-vejen. Det kan vi acceptere, men vi har en væsentlig bekymring vedrørende parkering.

  1. Manglende gæsteparkering

Lokalplansforslaget stiller alene krav om to parkeringspladser pr. bolig – på egen grund. Der er ikke planlagt arealer til gæsteparkering. Det vurderer vi som utilstrækkeligt.

Vores bekymring er, at gæster vil parkere langs rabatterne på 400-vejen eller på de nærliggende veje i Hjortevænget, hvilket vil skabe trafikale gener og forringe forholdene for både beboere og trafikanter.

  1. Eksisterende parkeringspraksis og deklaration

I Ullerødgård Nord er der etableret 54 fælles parkeringspladser til 53 boliger, hvilket sikrer, at gæsteparkering foregår hensigtsmæssigt på fællesarealer.

Den tinglyste udstykningsdeklaration for Ullerødgård Nord, indført i dagbogen for retten i Hørsholm den 29.07.1974 (§2.7) – og som blev underskrevet af kommunen den 31.05.1974 – fastslår:

  • »Parkering uden for parcellerne skal ske på de hertil indrettede parkeringsarealer.«
  • Denne bestemmelse gælder fortsat, og bør respekteres i lokalplanen, så der i Grundejerforeningen Ullerødgård Nords område ikke vil blive parkeret uden for de hertil indrettede parkeringsarealer. De nuværende parkeringsarealer dækker stort set vores eget behov men er uden reservekapacitet.
  • De ca. fire gæsteparkeringspladser, der foreslås etableret ved 400-vejen, vurderes ikke at være tilstrækkelige.
  1. Forslag til løsning

Vi foreslår, at lokalplanen justeres, så der etableres gæsteparkering inden for lokalplanområdet. Det kan for eksempel ske ved at:

  • Gøre den planlagte ringvej bredere, så der kan parkeres langs kørebanekanten.
  • Anvende én af de planlagte parceller til gæsteparkering.
  • Inddrage kommunens grund mellem Lågegyde og lokalplanområdet til formålet.
  1. Afslutning

Vi forventer at Fredensborg Kommune vil ændre lokalplanen, så der reserveres tilstrækkelige gæsteparkeringspladser til de ni nye boliger. Det vil forebygge fremtidige parkeringsproblemer og forhindre, at der sker uhensigtsmæssig parkering på omkringliggende boligveje, herunder langs 400-vejen