Tag-arkiv: 2025

(B) Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2025

Der indkaldes hermed til ordinær generalforsamling i grundejerforeningen

Søndag den 18. maj 2024 kl. 13:00
i Medborgerhuset Egedal Byens Hus, Egedalsvej 2.

Dagsorden samt ikke-revisorpåtegnet årsregnskab for 2024 og budget for 2026 er lagt på hjemmesiden under menuen »Generalforsamling«. Årsregnskabet er af flere grunde desværre endnu ikke revisorpåtegnet. Vi forventer, at det bliver påtegnet i løbet af de nærmeste par dage. Vi forventer ingen ændringer i forbindelse med påtegningen, men giver naturligvis besked herom.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal ifølge vedtægterne være bestyrelsen i hænde senest den 4. maj kl. 13:00.

Husk, at du/I kan anvende en fuldmagt, hvis du/I er forhindrede i at møde op.

Vores oprindelige plan var, at afholde generalforsamlingen dagen før (lørdag) efter en arbejdslørdag og med efterfølgende lettere forplejning. Desværre var dette heller ikke muligt. Vi forsøger stadig at finde et tidspunkt for en arbejdslørdag – nærmere information følger senere.

Vi bibeholder stadig forplejningen på generalforsamlingen, også fordi generalforsamlingen afholdes en søndag eftermiddag:

  • Kl. 12:30 mødes vi til en lettere forplejning (pizza) og lidt hygge – Tilmelding er nødvendig senest den 16. maj.

  • Kl. 13:00 starter den formelle generalforsamling

Vi håber, at du støtter bestyrelsens arbejde ved at møde op. Vi glæder os til at se så mange som mulig til generalforsamlingen.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

(B) Nyt om Ullerødgård byggeriet

Kære grundejere

Bestyrelsen vil gerne informere om det seneste nyt for Ullerødgård-byggeriet – inden vi alle er inviteret til informationsmøde på tirsdag.

Repræsentanter for bestyrelserne i de tre omkringliggende grundejerforeninger, samt repræsentant for de fire »løse huse« mødtes hos Cordsen i mandags. Her blev vi præsenteret for planerne.

For nogle måneder siden havde Rasmus på bestyrelsernes vegne bedt om aktindsigt hos kommunen og fik efterfølgende udleveret nogle tegninger over det planlagte byggeri.

Tegningerne vi blev præsenteret for på mødet i mandags kunne vi ikke få udleveret, men der er kun – som vi forstod det – tale om finjusteringer i forhold til tegningerne fra aktindsigten. Vi tager derfor i det efterfølgende udgangspunkt i sidstnævnte tegninger, som er vedhæftet denne e-mail.

Vores hovedkonklusion er:

  1. Der bygges parcelhuse i ét plan mod Hjortevænget.
  2. Der bygges rækkehuse i ét plan mod Dådyrvænget.
  3. Der bygges rækkehuse i to plan mod Lågegyde.
  4. Hørsholm Kommune har nægtet udkørsel mod Lågegyde. Udkørsel kommer derfor til at ske gennem Hjortevængets 400- og 600-veje samt mod Dådyrvænget.
  5. I stedet for 7 huse, som den nuværende lokalplan giver lov til, så kommer der 9 huse som skal køre ud på 400-vejen.
  6. I stedet for, at hver af de 7 huse kører direkte ud på 400-vejen, så etableres der en ensrettet »ringvej« med ind-/udkørsel til 400-vejen. Se tegningen. Efter vores opfattelse, så er den en fin løsning.
  7. For parcelhusenes vedkommende, så er der i planen ikke sat plads af til gæsteparkeringer. Vi frygter derfor, at specielt 400-vejen bliver fyldt op med biler, når der f.eks. holdes konfirmation eller 18/50 års fødselsdag. Vi gjorde på mødet i mandags Cordsen opmærksom på dette og de lovede at tage problemet seriøst.
  8. Der er ingen ændringer for 600-vejen i forhold til gældende lokalplan: Der bygges stadig to huse på de to nuværende koteletgrunde.
  9. Rækkehusene får alle udkørsel til Dådyrvænget og der vil komme ca. 25+ nye rækkehuse i stedet for lokalplanens 16 parcelhuse. Grundejerforeningen for Dådyrvænget er ikke specielt glad for denne trafikforøgelse. Vi ser dog sådan på det, at udkørslen sker direkte til en stamvej, hvorimod vi får forøget trafik på en lille stikvej, hvor børn leger.
  10. Der etableres boliger i de eksisterende bygninger. Den lange lade mod 600-vejen rives ned og der bygges en ny. Her kommer der også boliger.
  11. Under byggeriet vil lastbilkørsel så vidt muligt foregå direkte til Lågegyde.
  12. Byggeriet vil (måske) gå i gang omkring 1. november. Parcelhusene mod Hjortevænget bliver de første, der bygges.
  13. Cordsen bygger ikke selv husene. Det bliver et andet firma, som køber grundene af Cordsen og bebygger disse.
  14. Cordsen vil (i den kommende lokalplan?) stille krav til f.eks. materialevalg, farver, udkørsler, husenes placeringer på grundene og taghældning.

Bestyrelsens opfattelse er derfor – hvis man løser parkeringsproblemet og der kun er tale om finjusteringer i forhold til aktindsigten –  at planen for vores vedkommende ser meget fornuftigt ud og kan accepteres for vores vedkommende.

Bestyrelsen vil løbende følge udviklingen og vil naturligvis også tage stilling til en kommende lokalplan.

Vi ses på tirsdag hos Cordsen.

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Rasmus og Niels

(B) Problemer med e-mails fra grundejerforeningen.

Kære grundejere

Vi har desværre haft nogle problemer med e-mails, der sendes til gmail-konti. Gmail har fra nytår opdateret deres sikkerhed, så e-mails, der automatisk sendes direkte fra hjemmesiden, vil blive afvist af Google. Det drejer sig f.eks. om e-mail til nulstilling af adgangskode og kvitteringer for tilmelding til fastelavn. Indtil nu, er der blevet afvist e-mails til 7 grundejere.

Vi arbejder på at løse problemet.

Hvis du har problemer, så send en e-mail til bestyrelsen.

Med venlig hilsen
Webmaster, Grundejerforeningen Ullerødgård Nord.

(B) Invitation til fastelavnsfest 2025

Grundejerforeningen vil traditionen tro invitere til fastelavnsfest:

Søndag den 2. marts kl. 14:00 på pladsen ved Hjortevænget 209

Vi vil også denne gang gøre det til både de voksnes og især til børnenes fest.

Der er:

  • 1 tønde til børn under ca. 5 år*)
  • 1 tønde til børn fra ca. 5 – maks. 15 år *)
  • 1 tønde til voksne kvinder
  • 1 tønde til voksne mænd

*) For børn omkring de 5 år, bedes forældrene vurdere, om man ønsker at tilmelde sig blandt de små eller store. Teenagere på 14-15 år må selv vurdere, om man ønsker at stille op på 5-15 års-holdet eller blandt de voksne. Angiv dette ved tilmelding.

For at gøre det ekstra spændende, så vil der være præmier til den bedst udklædte i hver af de to aldersgrupper for børn.

Programmet er:

  • Velkomst
  • Tøndeslagning for børn i de to aldersgrupper.
    Mens børnene slår katten af tønden, vil der være varme og kolde drikke til de voksne.
    Så har vi lidt at varme os på imens.
  • Der er slik i tønderne. Mens børnene gør kål på slikket, slår de voksne katten af tønderne.
  • Uddeling af præmier for bedste udklædninger
  • Kroning af kattedronninger og kattekonger for hver af de fire tønder.
  • Vi slutter dagen af med at hygge os med fastelavnsboller, kaffe, te, øl og vand. Til børnene er der – udover fastelavnsboller – også slikposer, kakaomælk og juice.

Der er gratis at deltage for medlemmers husstande og for deres børnebørn (da vi gerne vil have mange børn med). Gæster er også velkomne til at deltage. Gæster koster 30 kr. pr. person for både børn og voksne. Betaling bedes foretaget på MobilePay 9359wb eller til Jens Emborg i nr. 201 – inden arrangementet begynder.

Tilmelding senest onsdag den 26. februar kl. 12 
(af hensyn til bestilling af fastelavnsboller).
Tilmeld dig her.

Grundejerforeningen giver én drikkevare (øl/vand) pr. person. Børn får én kakaomælk, juice eller sodavand. Yderligere drikkevarer kan købes for 5 kr. Kaffe og te er gratis.

Vi glæder os til at se jer alle.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen