Kære alle grundejere
Som det blev meddelt i en e-mail den 3. maj 2020 og på hjemmesiden den 4. maj, så blev den ordinære generalforsamling 2020 udsat på ubestemt tid. Fredensborg Kommune, som er tilsynsmyndighed for grundejerforeningen har accepteret denne beslutning.
Nu forsøger vi igen at afholde generalforsamlingen i kommunale lokaler. Vi afholdt et kort bestyrelsesmøde den 4. september – altså før smittekurven igen gik den forkerte vej. Her aftalte vi at vi skulle forsøge at booke et kommunalt lokale, hvilket lykkedes i sidste uge.
Derfor indkalder vi hermed til ordinær generalforsamling 2020:
Søndag den 18. oktober kl. 12:00 i Medborgerhuset Egedal, Egedalsvej 2,
Da vi stadig lider under Covid-19, så vil generalforsamlingen blive afholdt med begrænsninger. Det er vigtigt for os at sikre, at vi ikke bidrager til smittespredningen ved at afholde generalforsamling.
Følgende vil gælde:
- I lokalet vi har lånt, er der plads til 62 siddende personer med den afstand der nu kræves/anbefales. Forsamlingsforbudet er netop sænket til 50 personer og da grundejerforeningen har 53 medlemmer, så er dette ikke nok til, at alle grundejere kan møde op. Vi har dog aldrig oplevet, at samtlige grundejere er mødt op, så vi forventer at der er plads nok. Der er flere grundejere, som ofte møder op med to personer til generalforsamlingerne. Teoretisk set giver dette 106 personer, hvilket er langt over de tilladte 50.
Bestyrelsen har derfor besluttet at vi vil anmode om, at man tilmelder sig generalforsamlingen senest fredag den 16. oktober. Man tilmelder sig her på hjemmesiden (husk at logge ind først) og kan tilmelde 1 eller 2 personer. I tilfældet af, at der er mere end 50 tilmeldinger, så er første prioritet naturligvis, at alle grundejere er repræsenteret med 1 person. Vi vil derefter trække lod om, hvem der kan møde op med to personer. Så ved tilmelding er man sikret én plads og man vil senere få besked på, om nr. 2 person også kan deltage.
Normalt er vi langt færrere end 50 personer til generalforsamlingerne, så vi forventer ikke, at det bliver nødvendigt at begrænse deltagerantallet. - Vi følger løbende coronasituationen, og hvis sund fornuft siger os – når vi nærmer os den 18. oktober – at vi bør aflyse generalforsamlingen, så gør vi det. Hvis kommunen på grund af en forværret situation stopper for, at vi kan låne lokalet, eller hvis myndighederne nedjusterer forsamlingsforbuddet til under 50 personer eller generelt anbefaler at sådanne arrangementer ikke afholdes, så aflyses generalforsamlingen – også med kort varsel. Hvis det sker, så vil generalforsamlingen for 2020 blive helt aflyst indtil næste ordinære generalforsamling i maj 2021.
- Eventuel aflysning af generalforsamlingen vil blive meddelt grundejerne pr. e-mail samt slået op på hjemmesiden.
- Vi forventer naturligvis, at ingen møder op, hvis man har corona-lignende symptomer.
- Bestyrelsen sørger for, at der vil være håndsprit m.m. tilgængelig.
Generel information om generalforsamlingen:
- Da de sociale arrangementer i grundejerforeningen er blevet aflyst i år efter coronastarten, så vil grundejerforeningen gerne efter generalforsamlingen byde på et stykke smørrebrød samt lidt at drikke. Der vil kun være forplejning til dem, som forinden har tilmeldt sig generalforsamlingen.
- Regnskab 2019/budget 2021 og årsberetning 2019 blev udsendt pr. e-mail og lagt her på hjemmesiden i begyndelsen af maj. Bestyrelsen har ikke efterfølgende modtaget kommentarer eller indsigelser til det udsendte.
- I år er følgende på valg:
Kasserer Jens Emborg, nr. 201
Bestyrelsesmedlem Erling Vraa, nr. 223
Bestyrelsesmedlem Leif Andersen, nr. 216
Suppleant John Hansen, nr. 209
Leif og Erling har meddelt, at de ikke genopstiller.
Anders Bjerregaard (nr. 217) og Rasmus Bruun Svendsen (nr. 303) har indvilliget i at stille op til valg til bestyrelsen. - Ifølge vedtægterne, så skal forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, dvs. senest 4. oktober 2020. Forslag bedes sendt pr. e-mail til bestyrelsen eller lagt i postkassen i nr. 219. Indkomne forslag vil blive offentliggjort på hjemmesiden før afholdelse af generalforsamlingen.
- Dagsorden for generalforsamlingen finder du her.
- Hvis du er forhindret i at komme til generalforsamlingen, så kan du ifølge vedtægternes §10 overdrage din stemmeafgivning ved skriftlig fuldmagt til en myndig person, som tilhører din egen husstand, eller til et andet medlem af foreningen. Du kan finde en fuldmagtsformular her.
- Der var oprindeligt planlagt et indlæg fra en indbrudsekspert fra Bo Trygt på generalforsamlingen. Dette er stadig med på planen, men er udskudt til den ordinære generalforsamling i maj 2021.
- Vi har fået en henvendelse fra Fredensborg Kommune vedrørende affaldssortering, se her.
Et kort resumé af denne henvendelse: Vi får i første omgang to nye affaldscontainere med to rum, hvilket senere bliver udvidet med en ekstra container, da vores nuværende »sorte« skraldespand bliver erstattet af to containere for henholdsvis madaffald og restaffald. Kommunen beder os om at tage stilling til, om vi ønsker individuelle affaldscontainere eller vi gerne vil have fælles affalds-øer, f.eks. på legepladserne eller på fælles flisearealer. Og så alligevel ikke, da der åbenbart er kommet nye bekendtgørelser, som kræver at containerne skal placeres på hver parcel.
Vi har lidt svært ved at forstå, hvad vi skal tage stilling til, da forudsætningerne er meget uklare:
– Skal vi have individuelle containere, eller kan vi have fælles affalds-øer?
– Hvor store er containerne? Vi bad om at kunne få et par containere på prøve inden/til generalforsamlingen for at kunne vurdere disse, men det kunne ikke lade sig gøre, da affald håndteres af et privat firma! Kommunen oplyste, at containerne er udstillet på genbrugspladsen, men ved henvendelse her fik vi at vide, at de var blevet fjernet igen!
– Hvor tit bliver de enkelte containere tømt?
– Kan man evt. slå sig sammen med naboen om fælles containere?
– Kan man fravælge containere (f.eks. glas og metal) og selv køre affaldet væk på genbrugspladsen?
– Hvad er merprisen for tømning i forhold til nu? Og er der forskel i pris på de forskellige løsninger?
Med venlig hilsen
Bestyrelsen, Grundejerforeningen Ullerødgård Nord