Et overblik: Udstykningsdeklaration, byplanvedtægt, vedtægter m.v.

Grundejerforeningens område er ikke dækket af en lokalplan (endnu). I stedet er der tinglyst en deklaration på området.

Det er lidt kompliceret, hvordan vedtægter m.v. hænger sammen. Derfor gives der et hurtig overblik her:

  • Udstykningsdeklaration og byplansvedtægt: Udstykningsdeklaration nr. 6, Jellerød/Ullerød, som er en tinglyst deklaration fra 1974, hænger tæt sammen med Byplanvedtægt nr. 7 for Karlebo Kommune. Udstykningsdeklarationen er godkendt af Karlebo Byråd og refererer til byplansvedtægten, som på daværende tidspunkt var godkendt i forslag af Karlebo Byråd den 21. november 1973. Umiddelbart virker det mere eller mindre tilfældigt, hvad der er skrevet i udstykningsdeklarationen og hvad der er skrevet i byplansvedtægten, men indholdet angiver bl.a. begrænsninger/regler for byggeri (ombygning, carporte, redskabsskure m.v.), anvendelse, parkering, beplantning i skel, kloak og dræn, veje og stier, fællesområder, panteret og fællesantenne. Byplansvedtægten er på mystisk vis forsvundet ud af kommunens arkiver, så bestyrelsen kører for øjeblikket en sag mod Fredensborg Kommune angående gyldigheden af Byplanvedtægt nr. 7. Umiddelbart må det siges, at grundejerforeningens område vil være det rene cowboy-land, hvis den ikke gælder. Bestyrelsen er af kommunen blevet lovet, at den afløses af en lokalplan, hvilket dog endnu ikke er på kommunens budget. Indtil en lokalplan er trådt i kraft, er vi blevet lovet, at der ikke gives tilladelse til flere ombygninger med udnyttelse af tagetagen.
  • Vedtægterne, indeholder reglerne for, hvordan grundejerforeningen skal drives. Vedtægterne har hjemmel i udstykningsdeklarationen og kan ændres på en generalforsamling med mindst 2/3 flertal.
  • Ordensreglerne, som er vedtaget på en generalforsamling, giver bl.a. regler for støjende aktiviteter, bål og anbringelse af haveafklip, jord, sten og lignende materialer udenfor egen grund. Ordensreglerne har hjemmel i vedtægterne og kan ændres på en generalforsamling uden efterfølgende godkendelse af kommunen.
  • Lokal lovgivning, som f.eks. Kommuneplaner. I kommuneplanen fra 2009 er et område indeholdende Hjortevænget udlagt til fortætning. Det betyder, at bebyggelsesprocenten må være op til 30 % – se linket til kommuneplanen. I det omfang dette strider mod deklarationen, er der gode muligheder for at opnå dispensation fra kommunen. Seneste kommuneplan er fra 2013.
  • Generel lovgivningen, som f.eks. Planloven og Byggeloven, hvilke altid er gældende.

Bestyrelsen har påtaleret i forbindelse med overtrædelse af ordensreglerne og vedtægterne, men ikke i forbindelse med overtrædelse af udstykningsdeklarationen eller byplansvedtægten. Dette har alene Fredensborg Kommune.

Bestyrelsen vil kraftigt opfordre til, at man sætter sig ind i ovenstående dokumenter inden man påbegynder et byggeri eller planter hæk m.v. i skel – også af hensyn til sig selv.

 


Download  


Siden er opdateret 2017-08-04