Bestyrelsen vil gerne med dette nyhedsbrev ønske alle beboerne på Hjortevænget et godt nytår.
Det har for bestyrelsen været et stille år, hvor vi vil fremhæve følgende:
- Generalforsamlingen blev afholdt den 24. maj. Der var ikke indkommet forslag til behandling på mødet. Kun 25% af grundejerne var repræsenteret. I bestyrelsen ser vi gerne, at mange flere møder op. Referat fra mødet kan findes her på hjemmesiden under menuen »Generalforsamling«.
- Der blev afholdt en arbejdslørdag den 26. maj, hvor vi foretog vedligeholdelse af legepladserne samt fældede en del udgåede træer langs Ullerødvej.
- Vi måtte aflyse den planlagte sommerfest den 18. august, dels på grund af for få tilmeldinger, dels på grund af manglende ressourser til at stå for arrangementet. Sommerfesterne har tidligere været en stor succes, så vi ser gerne, at de fortsætter. Hvis nogen har forslag til, hvordan vi kan øge interessen herfor, så hører vi gerne fra jer. Start eventuelt en diskussion her på hjemmesiden.
- John Hansen har bygget et nyt og stort flot skur til os, så vi har plads til foreningens fællesting. Stor tak til John.
- Vi har afholdt bestyrelsesmøde den 7. august og den 5. december. Begge referater findes her på hjemmesiden under menuen »Bestyrelsen«.
På det seneste bestyrelsesmøde fastlagde vi datoer for de fleste arrangementer i det kommende år:
- Der afholdes fastelavnsfest den 3. marts 2019 kl. 14. Invitationer udsendes i løbet af januar.
- Næste generalforsamling er fastlagt til tirsdag den 21. maj 2019 kl. 19:00, med forbehold for, at vi kan få et lokale denne dag. Vi har aftalt med borgmesteren, at han deltager i mødet. Nærmere information følger senere.
- Næste arbejdslørdag finder sted den 25. maj 2019 kl. 10-13. Nærmere information følger senere.
- Sommerfesten er fastlagt til den 24. august 2019. Nærmere information følger senere.
- Næste bestyrelsesmøde er fastsat til den 10. april 2019.
For at kunne sende vigtige meddelelser og anden vigtig information til jer, er det vigtigt, at I sørger for, at jeres e-mailadresse er opdateret. Opdatér selv jeres kontaktoplysninger her på hjemmesiden eller send en e-mail til bestyrelsen.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
December 2018